Designtænkning, designledelse, grafisk design
Mennesker, vaner og affald
På CoConf19 bad Boligselskabet Sjælland om en løsning på nem og effektiv sortering i alle hjem. Affaldskontoret og Annabir udviklede et forslag og blev valgt. Designledelse sammen med faglig ekspertise skaber værdi.
Udfordringen lød: “Nem, effektiv og fleksibel affaldssortering i alle hjem. Boligselskabet søger nye løsninger til, hvordan korrekt kildesortering kan sikres i boligen. Løsninger der tager højde for stærkt begrænset plads og motivation for en bedre sortering.”
Samarbejdet er et eksempel på, at brugbare og konkrete koncepter udvikler sig, når designere og fag-specialister går i partnerskab.
Som udgangspunkt skulle projektet udvikles i samarbejde med Boligselskabet Sjælland, men vi foreslog, at Affald og Genbrug fra Roskilde Kommune også skulle være engageret, for at skabe en kortere vej fra idé til handling, når vi talte med beboerne. Det var begge organisationer heldigvis med på, og vi har haft en tæt dialog i hele perioden.
Vores koncept tager afsæt i mennesket og menneskets mindset for at sikre en fremtidig optimal affaldssortering. Hvis affaldssortering skal lykkes, skal vi opdatere vores mindset, så vi tager ansvar 24:7 og ikke kun, når vi bliver spurgt. Det skal være ligeså naturligt og “selvfølgeligt” at sortere affald, som at skylle ud i toilettet.
Konceptet dækker hele kæden fra bolig til container. Det er vores mål at både genanvendelse og boligselskabets synlighed overfor beboerne er øget, når vi træder et skridt tilbage og lader vores indsats leve videre. Vi har fokus på at bruge de eksisterende containere, som boligselskabet og kommunen allerede har etableret. I første omgang prøver vi konceptet af i to af Boligselskabets afdelinger. Erfaringerne herfra skal så danne grundlag for tiltag i Boligselskabets andre afdelinger.
Motivation, engagement og aktiviteter er kodeordene.
Projektet skulle sættes igang maj 2020, men blev udskudt grundet Covid-19, fordi restriktioner forhindrede os i at tale med beboere, bestyrelser og viceværter. Projektet løb fra september 2020 til oktober 2021 og resultaterne er leveret.
Vi har måttet sande at en del af vores forudindtagelser omkring engagement og arrangementer i boligafdelingerne ikke holdt stik. Til gengæld fik vi også glædelige overraskelser, når vi talte med beboerne. Viljen til affaldssortering er høj (det viser sig også når vi tjekkede det sorterede affald). Tilbage er bl.a. at skabe gode rammer i affaldsskurene og at efterleve de ønsker vi mødte.
Ring. Skriv. Kig forbi.